Er du blevet træt af rugbrød, og har lyst til en varm vegetarisk og vegansk frokost? Så har jeg en glimrende opskrift til dig: Wok med soya. Den smager skønt og er fyldt med lækre friske grøntsager og soy4you.
Til 2 portioner skal du bruge:
- 1 rødløg
- 1 almindeligt løg
- 1/2 stor squash
- 1 gul snack peber
- 1 rød snack peber
- 60 gr. (eller mere) frisk spinat
- Lidt frisk stærk chili (alt efter smag og behag)
- 50 gr. soy4you bites
- Vand til din soya
- 1 stor tsk. grøntsagsbouillon
- 1 tsk. ingefær
- 1 tsk. gurkemeje
- 1/2 tsk. karry
Sådan gør du:
Start med at koge ca. 500+ ml. vand. Når det koger, opløser du grøntsagsbouillon i vandet i en gryde, og så skal dine soy4you bites i og stå og trække i 5 minutters tid. Imens skærer du dine løg i ringe og i mindre stykker og putter dem i din wokpande med olie. Gør de andre grøntsager klar, ved at skære peberfrugterne i strimler og squashen i tynde skiver. Tænd nu for din kogeplade og tilsæt chili, ingefær, gurkemeje og karry, når dine løg er let gennemsigtige.
Tilsæt så de udskårne grøntsager og bland det hele i wokpanden. Skru ned for varmen og sæt låg på. Lad det stå i et par minutter, rør gerne rundt, hvis du er i tvivl om det brænder på. Hæld så vandet fra din soya og bland soy4you i retten. Lad det stå lidt igen under låg. Vask spinaten imens og tilsæt den som det sidste. Din wok med soya er færdig når spinaten er blevet slap.
Nyd wok med soya som den er, eller sammen med f.eks. risnudler.