Grove fødselsdagsboller (glutenfri+vegansk)

Den 25. april var det min forlovede Christians fødselsdag. Han blev 31 år, og det blev bl.a. fejret med disse lækre glutenfrie og veganske grove fødselsdagsboller. De blev en stor succes, derfor skal du have opskriften! De er luftige og lette indeni og sprøde udenpå.

Opskriften er inspireret af den skønne Cathrine fra www.cathrineyoga.dk Jeg havde set, at hun havde brugt tørgær i mange af hendes bolleopskrifter, og tænkte, at det måtte jeg også prøve! Og jeg må sige, at det var et let og virkelig godt resultat.

Til 8 stk. små fødselsdagsboller skal du bruge:

  • 3 dl vand
  • 3 spsk. loppefrøskaller
  • 1 tsk. æblecidereddike
  • 1 spsk. kokossirup (kan godt undlades)
  • 40 g plantesmør eller kokosolie
  • 1 tsk. tørgær
  • ½ tsk. himalaya salt
  • 1 tsk. xanthan gum
  • 100 g boghvedemel
  • 100 g sorghum-mel

Sådan gør du:

Bland loppefrøskallerne med lunkent vand. Smelt plantesmøren og hæld den i blandingen sammen med æblecidereddike og kokossirup. Rør det rundt og lad det hvile til det bliver tykkere i konsistensen. Imens måler du de tørre ingredienser op og blander dem i en skål. Hæld så de tørre ingredienser i de våde og rør godt og grundigt (eller lad maskinen gøre det for dig).

Dejen vil nu være fugtig, så når du former bollerne kan det være smart at putte lidt mel på bordet/hænderne så det ikke klistrer alt for meget. Lad dem nu hæve i ca. ½ time. Pensel dem derefter med lidt plantemælk eller plantefløde f.eks. rismælk eller soyafløde. Sæt dem ind i en forvarmet ovn på 200 grader (uden varmluft) og bag dem i ca. 30 minutter til de er blevet flotte og gyldne.

Server dem med plantesmør eller måske hjemmelavet sund nutella.

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂