Courgetti (Courgette-spaghetti) med stærk kokossauce og rosmarinbrød er en delikat aftensmad, som både mætter, smager godt og stærkt, og er let at lave. For at lave denne ret, skal du bruge en spiralizer.
Til 2 portioner skal du bruge:
- 3 courgetter (vær’ opmærksom på at enden er svær at bruge)
- Rosmarinbrød ( Se opskriften her )
- ½ dåse kokosmælk (ja kun ½ selvom det måske ser ud af lidt)
- Ca. 20 g frisk ingefær
- Frisk stærk chili (smag til)
- En lille smule citronsaft
- Smag til med himalayasalt og peber
- Ristede græskarkerner
Sådan gør du:
Vask dine courgetter og skær den ene ende af. Tag så din spiralizer og lav lange spaghetti strimler. (Jeg brugte den ende som laver tykkest strimler.) Når du ikke kan dreje courgetten mere, gemmer du bare enden, som kan bruges på et andet tidspunkt, til f.eks. en ret som thai special.
Riv så ingefæren på et rivejern og hak den friske chili i bitte små stykker. Hæld kokosmælken over i en lille gryde og tilsæt ingefær, chili, citron, salt og peber. Når det koger skruer du ned på lavere varme og lader det simre indtil maden er klar. Husk at rør indimellem.
Put vand i en stor gryde og når vandet koger tilsætter du dine courgetti. (Hvis du foretrækker det, kan du også godt spise dine courgetti rå) Lad dem stå i det kogende vand i 2-3 minutter indtil de er blevet helt dækket af vandet. Hæld vandet ud og fordel dine courgetti i 2 skåle med kokossaucen henover. Drys til sidst med ristede græskarkerner og server retten med rosmarinbrød.
Hvis du er interesseret i flere lækre aftensmadsretter, så kan du se nærmere på min e-bog “Syv sunde slags aftensmad” lige her
Velbekomme 😉