Nøddetærte med kakifrugt

Denne nøddetærte med kakifrugt er en skøn juleagtig dessert, som er sød og med en sprød bund. Tærten er helt glutenfri og vegansk, og kan også gøres helt rå, hvis du ønsker det.

Kakifrugten er et orange, tomatlignende bær. Den bliver også kaldt for sharonfrugt, selvom de ikke er helt ens. En moden kaki er orange og lidt blød. Sharonfrugten er en forædling af kakifrugten. Sharonfrugter har ikke kerner, i modsætning til kakifrugten. Kakifrugter indeholder blandt andet C-vitamin, A-vitaminet beta-caroten, E-vitamin og mineralet kalium.

Til en stor tærte skal du bruge:

Bunden:

  • 200 g mandler
  • 150 g dadler
  • ½ tsk. himalaya salt
  • 40 g kokosolie

Kakifyld:

  • 2 stk. kakifrugter
  • 1 dåse kokosmælk (Den tykke del af kokosmælken, som har stået i køleskabet natten over)
  • 1 tsk. kardemomme
  • 2 tsk. ceylon kanel

Sådan gør du:

Start med at lav bunden. Blend mandlerne i en foodprocessor. Udsten så dadlerne og put dem i foodprocessoren sammen med kokosolien og salt. Blend nu indtil det har fået en god dej konsistens. Fordel det ud i en tærte form og put den ind i en forvarmet ovn på 200 grader. Den skal bages i ca. 10 minutter (pas på den ikke får for meget, min blev faktisk lidt mørk, men den fik også mere end 10 minutter, så 10 minutter skulle være meget passende) Hvis du gerne vil have en rå kage, så lader du bare vær med at putte bunden i ovnen.

Imens laver du kakifyldet. Skær frugten i mindre bidder og put i foodprocessoren sammen med den tykke del af kokosmælken, samt kardemomme og kanel. Blend indtil det har fået en ensartet konsistens. Put det på køl. Når bunden er nedkølet kan du fordele kakifyldet udover, og så skal tærten puttes i fryseren i 1-2 timer for at sætte sig.

Pynt tærten med friske mynteblade og evt. en kakirose i midten. Opbevares i køleskabet eller fryseren (hvis du opbevarer den i fryseren så tag den ud lidt før servering, så den ikke er helt frossen 😉 )

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *