Rosmarin er en af mine favorit krydderurter. Udover den skønne smag, er den også meget let at passe, og kan overvintre udenfor. Rosmarin er især lækkert i brød, og derfor har jeg nu bagt et glutenfrit rosmarinbrød. Det har en skøn smag af rosmarin og får en lettere nøddet smag fra kastanjemelet, som også er med til at give brødet en mere brun farve. Himalayasalt og nigellafrø på toppen er virkelig prikken over i’et!
Her er hvad du skal bruge:
- 1/2 pakke gær
- 300 ml lunkent vand
- 3 spsk. Loppefrøskaller
- 1 tsk. æblecidereddike
- 100 g kastanjemel
- 180 g boghvedemel
- 20 g chiafrø
- 30 g tapiokastivelse
- En kvist frisk rosmarin (eller ca. 3 tsk. tørret rosmarin)
- Drys med himalayasalt
- Drys med nigellafrø
- Pensel med ekstra jomfru olivenolie
Sådan gør du:
Smuldr gær ud i en stor røreskål og varm vandet op i f.eks. en elkeddel, så det bliver lunkent. Pisk gæren med vandet, så gæren opløses og pisk derefter loppefrøskallerne og æblecidereddiken, så det fordeler sig i vandet. Lad det nu stå og trække i ca. 5 minutter. Imens kan du hakke rosmarinen og måle de tørre ingredienser op. Tilsæt det derefter og rør godt rundt. Lad det hæve overdækket i ca. 30 minutter.
Når det har hævet, skal det over i en bradepande dækket til med bagepapir. Brug en dejskraber til at fordele dejen ud i bradepanden, så det for en jævn tykkelse. Pensel dejen med olivenolien og drys med himalayasalt og nigellafrø. Put brødet ind i en forvarmet ovn på 200 grader uden varmluft eller 180 grader med varmluft. Brødet skal bages i ca. 30 minutter.
Lad brødet køle af og server til f.eks. Courgetti med kokossauce eller til en suppe. Brødet er også super lækkert at spise dagene efter. Halver brødet og put det i brødristeren og spis det til frokost med urtehumus eller med hjemmelavet sund nutella ovenpå!