Da jeg fik gæster på besøg for nylig, måtte jeg da lige bikse op med et eller andet, som jeg kunne servere for dem, og det blev disse nyopfundne ingefærsmåkager. Lidt julede, men kan sagtens spises hele året, da især hvis man glæder sig lidt til jul! 🙂
Mine gæster sagde, at det var en stor smagsoplevelse, og at de havde en dejlig eftersmag af den stærke ingefær. Derudover var det lækkert at de var sprøde på overfladen og lidt bløde indeni. Vi havde en god samvittighed ved at spise 3 stk. hver. Af at være en småkage, så er de da sunde!
Her er ingredienserne:
- 2 dl. kokosvand (bunden af en kokosmælk som er delt mellem vand og fedt og evt. har stået i køleskabet i mindst 2 timer)
- 20 gr. chiafrø
- 10 gr. frisk ingefær
- 100 gr. dadler
- 15 gr. kokosolie
- 35 gr. kokosmel
- 50 gr. fuldkornsrismel
- 20 gr. fuldkornsrisflager
- 1 tsk. bagepulver
- ½ tsk. vaniljepulver
- 1 tsk. stødt kanel
- ca. ¼ tsk. stødt kardemomme
Hæld kokosvandet over i en skål og rør chiafrøene i. Lad det stå og trække. Imens skræller du ingefær og river det på et rivejern. Derefter blender du dadlerne (fjern sten først) og så blander du alle disse ingredienser sammen og kokosolien (smelt den hvis den er meget hård). Tilsæt nu alle de tørre ingredienser og rør indtil du har fået en lidt klistret kagedej.
Læg bagepapir på en bageplade og lav 12 kugler af kagedejen, som du fordeler på bagepapiret og trykker let flade. Bages ved 200 grader i ca. 25 min. indtil de er gyldenbrune. Server helst når de lige er kommet ud af ovnen, da de er mest sprøde der.
De skal helt sikkert med i min julebagning, for jeg har smagt dem 🙂
Det lyder godt 😉 jeg skal også snart bage dem igen!