Glutenfrie og veganske tarteletter med fyld

Glutenfrie og veganske tarteletter med fyld

Det er faktisk slet ikke så svært at lave glutenfrie og veganske tarteletter med fyld. Disse her tarteletter er sprøde og mættende. Fyldet smager skønt og meget traditionelt.

Jeg oplever ofte, at jeg har tænkt om forskellige almindelige retter, at ”det er sikkert svært at lave glutenfrit og vegansk”, men når jeg så begiver mig ud i det, så viser det sig ofte, at det faktisk slet ikke er svært, og at det oven i købet bliver en stor succes! Præcis som med disse her tarteletter! Jeg er så glad for resultatet, og vil helt sikkert snart lave dem igen. Især hvis jeg skal imponere nogle gæster! 😉

Til 10 tarteletskaller skal du bruge:

  • 100 g kikærtemel
  • 100 g boghvedemel
  • 100 g plantesmør
  • ½ tsk. himalayasalt
  • 1 tsk. xanthan gum
  • 50 ml vand

Til fyldet skal du bruge: (der bliver nok lidt tilovers)

  • Kokosolie til stegning
  • 1 løg
  • 170 g champignon
  • 2 gulerødder
  • 150 g frosne ærter
  • 1 dåse asparges
  • 2 spsk. plantesmør
  • 3 spsk. rismel
  • Vandet fra asparges
  • 1 tsk. grøntsagsbouillon
  • 1 dl vand
  • 250 ml sojafløde
  • 1 tsk. stødt muskatnød
  • Smag til med salt og peber

Sådan gør du:

Lav først tarteletskallerne. Bland melet, salt og xanthan gum og skær plantesmørret i mindre stykker. Smuldr smørret med melet og hæld til sidst vandet i og ælt det nu. Del dejen i 10 lige store stykker og find 10 forme frem (f.eks. silikoneforme). Mas så hvert stykke ned i en form og sørg for, at tarteletten får en nogen lunde ensartet tykkelse hele vejen rundt langs kanten. Stil nu alle tarteletskallerne på en bageplade og stil dem til side, indtil ovnen er klar.

Gå i gang med fyldet. Hak løget, put det i en gryde med lidt kokosolie, og steg det til løgene er gennemsigtige. Tilsæt så champignoner, ærter og gulerødder som du har skåret i små firkanter. Rør rundt og skru ned på lav varme og sæt låg på.

Gå så i gang med opbagningen af sovsen. Smelt plantesmør i en gryde og rør melet i med et piskeris, så det samler sig til en klump. Hæld aspargesvandet i og rør mere rundt. Tilsæt sojafløden og det sidste vand og rør godt rundt med piskeriset. Når det koger putter du grøntsagsbouillonen i samt muskatnød. Smag til med salt og peber.

Put nu asparges i grøntsagsgryden og hæld sovsen derned. Bland det godt og lad det stå på svag varme og småsimre indtil gulerødderne er møre.

Put tarteletskallerne ind i en forvarmet ovn på 200 grader (eller 180 grader med varmluft), hvor de skal bages i ca. 12 minutter. Derefter skal de ud af formen og vendes på hovedet på bagepladen. De bages så igen i 5 minutter, og skal til sidst afkøles på en forhøjet rist.

Derefter er de klar til at blive fyldt med det lækre veganske fyld. Rigtig god fornøjelse.

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *