Brændenældesuppe

Har du prøvet at lave brændenældesuppe? Der er mange grunde til, at jeg elsker foråret! En af dem er alt det skønne som naturen tryller frem, heriblandt brændenælder! Jeg har ikke noget imod brændenælder, tvært imod, så ser jeg dem som en gratis gave, som kan bruges til virkelig mange lækre ting i madlavningen.

I denne opskrift har jeg brugt brændenælderne i en skøn suppe! Den er fyldt med lækre grøntsager som mætter, og har en dejlig smag af hvidløg, ingefær og brændenælder.

Til ca. 3 portioner skal du bruge:

  • 150 g brændenælder
  • 4 kartofler
  • 2 gulerødder
  • 1 porrer
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • Ca. 15 g ingefær
  • 1 stor tsk. grøntsagsbouillon
  • 1 liter vand
  • Smag til med salt og peber
  • Kokosolie til stegning

Sådan gør du:

Inden du går i gang med madlavningen skal du ud og plukke friske brændenælder. Det er især de nyeste skud som er bedst! Måske er du heldig at have nogle i din have, ellers vær opmærksom på hvor du plukker dem henne, da det ikke skal være tæt på vejen hvor de bliver forurenet af bilos. Tag handsker på og pluk en masse og tag med hjem.

Brug nogle gummihandsker og vask brændenælderne i vand grundigt og stil dem til side.

 

Skræl gulerødder og kartofler og skær dem i mundrette bidder og stil dem til side. Hak løget og steg dem gennemsigtige i en gryde med kokosolie. Skær også porren i cirkler og steg dem med i gryden, når løgene er blevet gennemsigtige. Pres et fed hvidløg ned i gryden og riv ingefær på et rivejern og tilsæt også det sammen med salt og peber. Hæld vandet i og put kartoflerne og gulerødderne i. Når det koger putter du grøntsagsbouillonen i og rører rundt. Skru ned på lavere varme og lad det koge i ca. 5 minutter. Hak nu brændenælderne groft (husk handsker, eller hæld kogende vand over dem, så de stopper med at brænde). Tilsæt brændenælderne og lad det koge igen i ca. 5 minutter eller indtil kartoflerne er færdige.

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂