Blomkålssuppe med rødbede-topping

Især om vinteren er det godt med en varm grøntsagssuppe 🙂 Denne blomkålssuppe med rødbede-topping er et skønt forslag. Den er rimelig mild i smagen og lækker cremet. Let at lave, og kan nemt varieres i smagen ved at tilsætte diverse krydderier.

Til 2 portioner skal du bruge:

Suppen:

  • 1 blomkål
  • 4 jordskokker
  • 2 persillerødder
  • 2 løg
  • 5 dl vand
  • 1 tsk. grøntsagsbouillon
  • Lidt stødt eller frisk kværnet peber
  • Ca. 15 g revet ingefær
  • Evt. en fed hvidløg
  • Kokosolie til stegning
  • Frisk koriander til pynt

Rødbede-toppingen:

  • ½ rødbede (ca. 100 g)
  • 1 lilla gulerod
  • 1 orange gulerod
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. himalaya salt
  • Lidt stødt eller frisk kværnet peber
  • Kokosolie til stegning
  • Lille håndfuld hakkede pistacienødder til pynt

Sådan gør du:

Pil og hak løget og put det i en gryde med kokosolie. Skræl persillerødder og jordskokker og skær i mindre stykker sammen med blomkålen, stil til side. Tænd for kogepladen og riv imens ingefæren på et rivejern. Når løgene er stegt næsten gennemsigtige, skruer du ned på lavere varme og tilsætter ingefæren og grøntsagerne. Rør rundt og tilsæt vandet. Skru op for varmen igen og sæt låg på. Når det koger tilsætter du grøntsagsbouillon, peber og hvidløg. Skru ned på lav varme og lad det småkoge i ca. 15 minutter, indtil grøntsagerne er møre.

Imens skræller du rødbeden og gulerødderne og skærer dem i små firkanter eller cirkler. Steg dem på panden med kokosolie og krydderierne. Lad dem være på panden på lav varme indtil suppen er færdig. Blend suppen med en stavblender til den er lækker cremet.

Server i to skåle og pynt med rødbede-toppingen, frisk koriander og hakkede pistacienødder. Velbekomme! 😉

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *