Vafler er ikke kun dessert! Du kan også lave glutenfrie og veganske madvafler med et lækkert fyld af hummus, avocado, frisk koriander og ristede græskarkerner. Der er mange muligheder når det kommer til fyld, men her får du i hvert fald et bud jeg er meget vild med.
I disse her glutenfrie og veganske madvafler bruger jeg et økologisk produkt som hedder ”PlanteÆg” fra firmaet True Greens. Det er en slags melblanding, som skal gøre det ud for æg. Det er lavet af kikærtemel, kartoffelmel, tapiocamel, amarantmel, gærpulver, vinsten, bagepulver, sort salt og hvidløgspulver. (OBS. sort salt har en grim lugt, men en god smag 😉 )
Til ca. 12 stk. madvafler skal du bruge:
- 1 dåse butterbeans
- 50 g plantesmør
- 150 g planteæg
- 2 dl vand
- 90-100 g frisk spinat
- 2 dl mandelmælk
- 75 g boghvedemel
- 2 tsk. bagepulver
Fyld til dine madvafler kunne være:
- Rødbedehummus
- Avocado i skiver
- Syltede agurker
- gul peberfrugt i skiver
- Ristede græskarkerner med himalaya salt
- Frisk koriander
Sådan gør du:
Start med at lav din rødbedehummus. Se hvordan her. Rist så græskarkernerne på panden og stil til side. Smelt nu plantesmørret. Bland planteæg og vandet i en skål for sig med et piskeris, så alle klumper forsvinder og det bliver helt cremet og ensartet. Vær opmærksom på at denne blanding lugter ret så dårligt, fordi den indeholder sort salt, som har en speciel lugt inden det bliver tilberedt! Den forsvinder så snart vaflerne bliver stegt 😉
Hæld vandet fra bønnerne og put dem ned i din blender sammen med den smeltede plantesmør, planteæggeblandingen og den friske spinat. Tilsæt boghvedemel, bagepulver og mandelmælk. Blend nu godt og grundigt.
Tænd så for dit vaffeljern, og når det er varmt, smører du lidt plantesmør på jernet, inden du hælder vaffeldejen på. Følg dit vaffeljerns instrukser. Jeg har mit vaffeljern til at stå på højeste varme. Når den lyser, grønt åbner jeg for jernet, og kan tage vaflerne ud med en paletkniv eller lignende. Nogle gange giver jeg den lidt mere, hvis jeg vil have vaflerne lidt mørkere og mere sprøde. Jo længere de ligger, jo mere sprøde og mørke bliver de nemlig. Så det er jo en smagssag, hvad man foretrækker. Fortsæt til du ikke har mere vaffeldej tilbage. Imens du laver vaflerne kan du tilberede dit fyld. Når vaflerne er færdige smører du rødbedehummus på samt det andet fyld, og så er de klar til at kunne nydes 😉
Vaflerne er helt klart bedst når de er nybagte eller på dagen de er lavet.
Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration”, mine 3 hemmelige tips til sunde madvaner, samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂
Dette blogindlæg er sponsoreret af True Greens, og indeholder affiliate links.