Pesto er mega lækkert, og her får du en opskrift som er endnu mere grøn, da den er fyldt med spinat, det er nemlig en spinatpesto. Den har stadigvæk den traditionelle pesto smag af basilikum og hvidløg, men den er samtidig helt vegansk og glutenfri.
I stedet for ost bruger jeg nemlig gærflager. Hvis du ikke kender til gærflager, så lyder det måske lidt underligt at putte noget gær i noget der ikke skal bages, men bare rolig! Gæren er inaktiv, og kan derfor ikke bruges som hævemiddel. Gærflager tilføjer i stedet retten en lettere ostet smag samt den eftertragtede umamismag! Gærflager indeholder alle de essentielle aminosyrer (proteiner), mange B-vitaminer og mineraler som magnesium, kalk og fosfor.
Til 1 portion spinatpesto skal du bruge:
- 50 g mandler
- 100 g frisk spinat
- 1 stor håndfuld basilikumsblade
- 1 fed hvidløg
- 2 spsk. citronsaft
- 2 spsk. gærflager
- 6 spsk. ekstra jomfru olivenolie
- Smag til med salt og peber
Sådan gør du:
Blend mandlerne i din foodprocessor. Pres så hvidløget og citronsaften derned, og put spinatblade, basilikumsblade, olivenolie, gærflager og salt og peber i foodprocessoren. Blend igen indtil det har fået en god ensartet konsistens og smag så til, inden du hælder det over i din ønskede beholder. Hvis du vil have din spinatpesto mere flydende, så tilføj lidt vand eller endnu mere olivenolie.
Det kan holde sig i køleskabet i en uges tid, og så smager det fremragende ovenpå brød, som dip eller i en pastasalat 😉
Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂
Dette blogindlæg indeholder affiliate link.