Det er faktisk meget nemt at lave hjemmelavet brændenældepulver. Det tager bare lidt tid at vente på at brændenælderne tørrer. Men resultatet er fantastisk! Og du står med et ”magisk” superfood pulver, som er et must-have i køkkenskabet!
Brændenælder er super sunde og især meget rige på mineralet jern. Du kan læse meget mere om det her: Brændenælder er super sunde.
Du skal bruge:
- Friske nye brændenælder
- En kraftig lille blender eller kaffekværn
Sådan gør du:
Gå ud og pluk en god portion brændenælder. Tag det øverste af brændenælden, gerne et helt nyt skud, uden alt for megen stilk og husk handsker! Vær opmærksom på hvor du plukker dem henne, da det ikke skal være tæt ved vejen eller ved en sprøjtet mark.
Derefter skal de vaskes grundigt i koldt vand.
Nu skal de tørre. Der er tre måder du kan gøre det på:
- Du kan lægge dem på rene viskestykker eller bagepapir, uden at de overlapper hinanden. Læg dem i et tørt rum, og sørg for at de ikke kommer i direkte sollys. Det er den mest langsomme måde at gøre det på, men kræver heller ikke andet end tid. Det tager ca. 4 dage fra de er nyvaskede til de er helt tørre.
- Bruge en dehydrator, og lade den gøre arbejdet for dig.
- Tørre dem i ovnen ved 40 grader med varmluft i flere timer.
Jeg har personligt kun brugt den første metode, og den fungerer i hvert fald rigtig godt.
Når dine brændenælder er tørre, så skal du have dem lavet om til pulver. Til det skal du, som skrevet tidligere, bruge en kraftig lille blender eller kaffekværn. Hvis du ikke har nogle af delene, kan du også bruge en morter, men den er bare langt fra ligeså effektiv som en kraftig blender er. Hvis du bruger en morter, så vil jeg anbefale, at du kun tørrer bladene og ikke stilken, da stilken er svær at pulverisere med en morter.
Ved brug af en blender så fyldt da blenderen med tørre brændenælder og blend. Tilsæt flere når der bliver plads i blenderen.
Hæld det over en si for at få det aller fineste pulver, og put det grovere pulver tilbage i blenderen, hvis du stadig skal pulverisere flere brændenælder. Hæld til sidst det fineste brændenældepulver i et opbevaringsglas. Det kan holde sig i årevis, hvis det opbevares tørt.
Du kan bruge brændenældepulver i din smoothie, smoothiebowl, kager, gryderetter osv. Alle steder hvor du kan krydre, kan du også bruge pulveret 😉 Du kan også med fordel blande det i mos eller grød til dine børn!
Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂