Lærke og Christians bryllup

Den 24. juni 2017 blev jeg gift med min drømme mand Christian. Det var en FANTASTISK dag, fyldt med kærlighed, glæde, hygge, sjov og fællesskab.

Vi blev viet i en flot stublade på Uldrupgård, som ligger i et smukt naturskønt område i Odder kommune, kun 7 minutter fra hvor vi selv bor. Jeg blev ført op til min Christian af min dejlige far, et helt specielt øjeblik. Musikken som spillede, mens vi gik, har min far (Torben Thøger) helt selv komponeret specielt til vores bryllup. Et flot instrumentalt stykke musik med bl.a. violin og guitar. Sangen hedder: ”A Midsummers Wedding” og den kan høres i den lille musikvideo nedenfor, som jeg har lavet om vores bryllup.

Vielsen blev foretaget af byrådsmedlem Lars Grønlund. Vi havde vores egne løfter til hinanden, og fik begge en guld ring på fingeren.

Det var en fortryllende ceremoni med hjemmelavet vielsesbue, som min mand havde stået for.

Efter vielsen fik vi hilst på alle vores gæster og sagt velkommen. Og så var det tid til bryllupskagen, som jeg selvfølgelig selv havde lavet. Du kan læse mere om den her: Vegansk og glutenfri bryllupskage (rå).

Derefter fik vi taget brudeparbilleder i naturen omkring gården. Solen skinnede og der var en perfekt temperatur på 20 grader. Udover fotografen (min søde og dygtige onkel Henrik Thøger) havde vi to venner med som hjælpere, til at rette på kjolen, og hjælpe med lys til fotograferingen.

Middagen foregik i en smuk længe til gården. Den bestod af en vegansk og glutenfri buffet fyldt med farver og smag. Du kan læse mere om den her: Et vegansk og glutenfrit bryllup. Der var 8 runde borde pyntet med runde hvidlige duge, træskiver i midten med hjemmelavede vaser med blomster i, og der var muslingeskaller som bordkort.

Under middagen var der skøn stemning og mange gode taler samt sange og indslag. Meget underholdende og ikke mindst meget rørende. Christian holdt en flot tale for mig og jeg holdt også en tale for ham. Derudover havde jeg skrevet og komponeret en sang til ham, som jeg sang akkompagneret af guitar spillet af vores dygtige toastmaster Lisa Kock Nielsen.

Efter middagen og desserten gik vi over i laden igen for at feste. Der dansede Christian og jeg brudevals… en utraditionel brudevals, da vi inde i valsen ændrede sang og dans, så det blev til ”Crazy little thing called love” af Queen med vores egen swingdanse-rutine. Det var mægtig sjovt og en kæmpe overraskelse for gæsterne. Brudebuketten blev også kastet til alle ugifte kvinder.

Brudebuketten havde jeg selv lavet sammen med min mor. Vi havde købt blomster i den lokale Kvickly, og blandet dem med markblomster, som vi havde plukket i den vilde natur. Den blev virkelig helt som jeg havde forestillet mig det – naturlig og yndig, helt perfekt!

Jeg er meget taknemmelig for denne helt igennem vidunderlige dag. Tak til alle som har hjulpet os på den ene eller anden måde, tak til alle gæster for en skøn stemning og de flotte gaver. Tak til min sjæleven, partner og nu ægtemand for støtten, engagementet og kærligheden igennem hele processen inden brylluppet, på den store dag og efterfølgende.
Og ikke mindst TAK til dig, fordi du læser med 🙂

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *