Det er mega let at lave stærke grønkålschips, og så er det også vildt lækkert og ikke mindst sundt! De er super gode at servere som en lille snack til gæster, eller som sund slik til en god film.
Hvis du ikke er til stærk mad, så kan du også sagtens bruge en almindelig røget paprika, eller du kan helt undlade den, hvis du vil have dine grønkålschips helt neutrale.
Grønkål indeholder K-vitamin, C-vitamin, B-vitaminer og beta-caroten. Den er også rig på kalk, fosfor, mangan og magnesium. Både kalk og magnesium er super vigtige for knoglerne 😉
Til 1 portion skal du bruge:
- Ca. 100 g grønkål eller det der kan være på en bageplade (vejet uden stilk).
- 3 spsk. ekstra jomfru olivenolie
- 1 tsk. stærk røget paprika
- Drys med himalaya eller havsalt
Sådan gør du:
Vask din grønkål grundigt og rib bladene så stilken kommer af. Riv derefter bladene i passende størrelser og put i en salatslynge, så de ikke er fyldt med vand. Bland så grønkålen med olie, salt og paprika, og få det godt ind i kålen. Fordel det på en bageplade med bagepapir på, og sørg for at stykkerne ikke overlapper. Put det ind i en forvarmet ovn på 150 grader uden varmluft. (Du kan også sagtens bruge en ovn med varmluft, det vil nok fungere bedre, men så skal de sandsynligvis ikke have ligeså lang bagetid!) Efter ca. 15 minutter vil nogle af chipsene være sprøde, let brunlige og færdige. Andre skal måske have 18 minutter. Det afhænger af størrelse og ovn. 😉
Spis dem samme dag som de er lavet, så er de nemlig bedst og sprøde!
Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂