Lærkes fødselsplan

Blogindlægget indeholder affiliate links.

Skal du føde i nærmeste fremtid? Så er det altså en virkelig god idé, at lave en ønskeliste eller fødselsplan til din fødsel. Jeg tager dig her med ind i min fødselsplan, så du kan se hvordan det kan gøres. Jeg håber, at du får inspiration til at lave din egen 🙂

Sidste gang jeg fødte, havde jeg lavet nogle fødselsønsker (læs om det her: Lærkes fødselsønsker). Dem var jeg rigtig glade for. Denne gang har jeg udvidet det lidt, og lavet en mere detaljeret plan for fødslen. Den er mere overskuelig, og lettere at gå til for både andre og mig selv. Denne gang har jeg også min første fødsel med mig i bagagen, og den erfaring har jeg brugt ift. mine ønsker. Det er meget de samme ting jeg ønsker, men denne gang er der også tilføjet punkter.

Det er altså en rigtig god idé, at lave sådan et dokument til både dig selv, din partner og jordemoder. Du får mulighed for at forberede dig mentalt på din fødsel, forholde dig til den og tage stilling til de valg der skal træffes. Med en ønskeliste vil du helt sikkert føle dig mere sikker, og have mere ejerskab over netop din fødsel. Med en ønskeliste eller fødselsplan er sandsynligheden større for, at det vil gå som du ønsker det.

Her får du min fødselsplan:

Jeg planlægger:

  • Hjemmefødsel og vandfødsel.

Jeg ønsker følgende tilstede under fødslen:

  • Min mand Christian.
  • Min datter Nova som er sammen med mormor Maddie. (De bestemmer hvornår, eller om de vil deltage).

Under fødslen ønsker jeg:

  • At der skal tages fotos og video med eget udstyr.

Som udgangspunkt ønsker jeg:

  • At klare fødslen selv. Det betyder meget for mig, at jordemoder er der for mig, og hun må gerne komme med inputs, hvis hun tænker, at jeg gør noget, som ikke er konstruktivt for processen. Jeg skal nok bede om hjælp, hvis jeg bliver usikker.
  • Kun et lavement hvis min krop ikke selv har tømt sig.
  • Ingen medicinsk smertelindring, men jeg tager gerne imod akupunktur, akupressur, rebozo massage og varmepude mod smerterne.
  • Ingen hindeløsning eller hindesprængning.
  • At jordemoder fortæller mig, hvad hun gør og hvorfor imellem veerne. Jeg siger til, hvis jeg vil have ro.
  • At blive opmuntret og rost under fødslen, men foretrækker nok stilhed under veerne.

I den latente fase ønsker jeg:

  • At afspænde, slappe af og trække vejret roligt og dybt.
  • Samle kræfter og dermed evt. spise mad og drikke vand.
  • Bruge varmepude, få massage, akupressur og evt. tage et varmt brusebad.

I den aktive fase af fødslen ønsker jeg:

  • At trække vejret med laboro-vejrtrækning (Smertefri Fødselsmetoden) og have fokus på at slappe af i kæbe, skuldre og hænder.
  • Ro omkring mig, dæmpet lys og minimum af snak.
  • At tage imod naturlig smertelindring.
  • At kunne bevæge mig frit som det føles godt.
  • Frisk luft.
  • Kold klud på panden, hvis jeg sveder.
  • At blive mindet om at få nok at drikke (vand, juice eller smoothie).
  • At blive mindet om at få tisset.

I pressefasen ønsker jeg:

  • At være i fødekarret.
  • Kold klud på panden, hvis jeg sveder.
  • Føde i en aktiv stilling, f.eks. på hug eller lænet på knæ indover fødekarret.
  • Selv at tage imod baby, Christian og Nova må også gerne deltage hvis de vil.

Efter fødslen ønsker jeg:

  • Ro, nærvær og nydelse med baby og min familie.
  • At baby kommer op til mit bryst med det samme.
  • Undersøgelse af baby skal derfor udskydes, til jeg er klar.
  • Ingen hue til baby.
  • Ingen indsprøjtning med K-vitamin, medmindre det er livstruende.
  • Ingen indsprøjtning med syntocinon, medmindre jordemoder mener, at det er nødvendigt.
  • At moderkagen fødes i vandet uden at presse på min mave.
  • Akupressur hvis moderkagen ikke vil løsne sig af sig selv.
  • At navlestrengen først klippes (af evt. Nova) når moderkagen er født, og når vi vurderer, at den er stoppet helt med at pulsere, måske først 1 time efter fødslen (sen afnavling).
  • At tage vare på moderkagen, da jeg vil have moderkageaftryk.
  • Lokalbedøvelse hvis jeg skal syes.

Hvis overflytning til hospitalet bliver nødvendigt:

  • Vil jeg stadig gerne føde så naturligt som muligt, i rolige og mørke omgivelser, med få mennesker på stuen og med et badekar.

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration”, mine 3 hemmelige tips til sunde madvaner, samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *