Er du også VILD med chokolade? Så skulle du prøve at lave denne chokoladesmoothie. Den er cremet, sød, sund og meget let at lave.
Her får du lidt god viden om to af ingredienserne i denne chokoladesmoothie 🙂
Økologisk kakaopulver uden tilsat sukker er super sundt for os. Det indeholder meget jern, magnesium og en del kalcium, mangan og zink samt C-vitamin. Derudover indeholder kakao også en del protein, fiber og mættet fedt. Kakao er den fødevare i verden, som indeholder den højeste koncentration af antioxidanter. Disse antioxidanter hedder polyphenoler, catechiner og epicatechiner. Kakaobønner har flere antioxidanter end rødvin, blåbær, acai, granatæbler, og gojibær tilsammen! Antioxidanter holder dig ung og hjælper med at bekæmpe sygdomme.
Tang er planter, der vokser i havet, og man kender omkring 10.000 forskellige typer. En af de mest kendte er blæretang, som også findes i havet her i Danmark. Tangplanter er en fantastisk næringskilde, de er utrolig rige på vitaminer som A-, C-, og B-vitaminer, deriblandt B12. Tang indeholder også mineraler som jern, calcium, fosfor, magnesium, kalium, zink, kobber og jod. Derudover er tang meget rig på omega-3 fedtsyrer.
Der er mange der siger, at man skal spise fisk for at få omega-3 fedtsyrer. Men hvorfor ikke gå direkte til den oprindelige kilde? For grunden til at fisk indeholder omega-3 fedtsyrer, er fordi de spiser tang og alger, som netop indeholder meget af dette sunde fedtstof.
Tang indeholder også den 5. grundsmag: umami, som sammen med salt, surt, sødt og bittert udgør de 5 grundsmage. Umami-smagen associeres først og fremmest med smagen af aminosyren (proteinbyggestenen) glutamat, som forekommer i både vegetabilske og animalske fødevarer. Umami betyder ”velsmag” på japansk, hvilket giver god mening, når umami-smagen netop giver dig en større smagsmæssig tilfredsstillelse.
Til 2 glas skal du bruge:
- 2 modne bananer
- 1 avocado
- 4 dl rismælk
- 1 håndfuld frisk spinat (ca. 20 g)
- 3 tsk. usødet kakaopulver
- 1 tsk. tangpulver (kan udelades hvis du ikke har det)
Sådan gør du:
Skræl bananer og avocado og put i din blender. Vask spinaten og tilsæt den sammen med rismælk, kakaopulver og tangpulver. Blend nu din chokoladesmoothie rigtig godt, og hæld den over i 2 glas. Og så er der serveret 😉