Jeg har længe gerne ville lave glutenfrie og veganske vafler med banan, men det er aldrig lykkedes mig at lave en god opskrift som hænger sammen i vaffeljernet før nu. Vaflen har altid delt sig, når jeg åbnede for vaffeljernet, så de sad fast på begge sider. Men endelig virker det! Disse her vafler er både lækre og sprøde.
Da jeg blev tilbudt at prøve et nyt vegansk og glutenfrit produkt, som også er økologisk, vidste jeg at det skulle bruges til vafler. Produktet hedder ”PlanteÆg” fra True Greens, og er en slags melblanding, som skal gøre det ud for æg. Og jeg er virkelig glad for at få lov at teste det. Jeg vil helt sikkert blive ved med at bruge det i madlavningen. Firmaet anbefaler at bruge det til omeletter, æggekage, spansk tortilla og frittata, og nu får du også en opskrift på hvordan det bruges i vafler.
Til ca. 15 stk. skal du bruge:
- 1 dåse kokosmælk
- 1 moden banan
- 50 g plantesmør
- 150 g planteæg
- 200 ml. vand
- 100 g boghvedemel
- 1 stor tsk. vaniljepulver
- 2 tsk. bagepulver
Sådan gør du:
Smelt plantesmørret. Bland planteæg og vand i en skål for sig med et piskeris, så alle klumper forsvinder og det bliver helt cremet og ensartet. Vær opmærksom på at denne blanding lugter ret så dårligt, fordi den indeholder sort salt, som har en speciel lugt inden det bliver tilberedt! Den forsvinder så snart vaflerne bliver stegt 😉
Put din banan i blenderen sammen med en dåse kokosmælk, den smeltede plantesmør og planteæggeblandingen. Tilsæt boghvedemel, vaniljepulver og bagepulver. Blend nu godt og grundigt.
Tænd så for dit vaffeljern, og når det er varmt, smører du lidt plantesmør på jernet, inden du hælder vaffeldejen på. Følg dit vaffeljerns instrukser. Jeg har mit vaffeljern til at stå på højeste varme. Når den lyser grønt, åbner jeg for jernet, og kan tage vaflerne ud med en paletkniv eller lignende. Nogle gange giver jeg den lidt mere, hvis jeg vil have vaflerne lidt mørkere og mere sprøde. Jo længere de ligger, jo mere sprøde og mørke bliver de nemlig. Så det er jo en smagssag, hvad man foretrækker 😉 Fortsæt til du ikke har mere vaffeldej tilbage.
Vaflerne er helt klart bedst når de er nybagte eller på dagen de er lavet. Spis dem med f.eks. syltetøj, hjemmelavet sund nutella eller friske bær.
Namnam de smager godt! 🙂
Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration”, mine 3 hemmelige tips til sunde madvaner, samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂
Dette blogindlæg er sponsoreret af True Greens, og indeholder affiliate links.