De udenlandske økologiske jordbær er nu ofte i butikkerne, og derfor benyttede jeg chancen til at lave en lækker chokolade-jordbær tærte. Den er glutenfri, laktosefri og uden tilsat sukker. Tærtebunden er bagt i ovnen, da folk med allergi for nødder, ofte kan spise nødder når de er bagt. Dog kan den også sagtens laves helt rå, hvis du ønsker det.
Til bunden skal du bruge:
- 100 g mandler
- 135 g valnødder
- 25 g paranødder (kan skiftes ud med 25 g ekstra mandler)
- 200 g bløde dadler
- 25 g kokosmel
- 1/2 tsk. himalaya salt
Til chokoladecremen skal du bruge:
- 100 g cashewnødder
- 190 g bløde dadler
- 30 g rå kakaopulver
- 30 g kokosolie
- 1 tsk. vaniljepulver
- 25 ml vand
Pynt med friske jordbær
Sådan gør du:
Start med at sætte cashewnødderne i blød i vand. Sådan skal de stå i et par timer. Lav så bunden ved at blende nødderne til groft mel i din foodprocessor, og tilføj så de udstenede dadler, kokosmelet og himalaya saltet. Blend indtil det har samlet sig godt.
Fordel så ud i en tærteform (25 cm. i diameter), og prik i dejen med en gaffel. Sæt den ind i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 10 minutter, eller indtil den er blevet mørkere brun i kanten. Lad den køle af.
Når cashewnødderne har stået nok i blød, blender du også dem i din foodprocessor, indtil nødderne er blevet til små stykker. Tilsæt så de resterende ingredienser og blend igen, indtil det har fået en ensartet konsistens. Fordel så ud over tærtebunden og stil i køleskabet med husholdningsfilm hen over. Der skal den helst stå i et par timer og stivne.
Når den er klar, pynter du den med jordbær.
Spis den som den er, eller sammen med f.eks. vaniljeis!
Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration”, mine 3 hemmelige tips til sunde madvaner, samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂