Ferie hos mine forældre i Spanien

I midten af juni var Christian og jeg på ferie hos mine forældre i Spanien. En hel uges afslapningsferie med familien, det var utrolig dejligt.

Vi var meget heldige med vejret. Dagen inden vi kom blev det solrigt og varmt dernede, og det nød vi godt af alle dage med 27+ grader, fuld sol og næsten ingen vind.

Jeg havde glædet mig ekstra meget til denne ferie, fordi mine forældre endelig ville se, helt fysisk og ægte (og ikke bare via Skype), hvordan jeg så ud gravid, og selvfølgelig også mærke baby bevæge sig! De blev næsten helt overrasket de første dage, når de så mig i fuld figur med en stor mave. Der er ingen tvivl om at de glæder sig til baby kommer.

Jeg er 29 uger henne på disse billeder, og nyder stadig at være gravid. Hun bevæger sig meget derinde, og det er virkelig den mest fantastiske følelse. Indimellem bliver jeg helt forskrækket når hun sparker hårdt og pludseligt. Det kilder også indimellem, ja jeg kan slet ikke lade vær med at grine, både af det og af lykke.

Vi spiste også på vores yndlings restaurant i Albir nemlig Sarita, hvor man kan få den bedste indiske mad. Jeg er især vild med deres vegetariske biryani.

Det er også altid hyggeligt at komme på et spansk marked. Hver by har en markedsdag med forskellige boder med alt fra tøj til mad. Spændende at gå rundt og se om noget kan friste. Denne gang købte Christian en hat, som han fik meget glæde af på hele ferien.

Vi var ude at bade de fleste dage, på både sandstrande og stenstrande. Vandet havde en skøn temperatur på ca. 23 grader.

En af dagene tog vi på en tur til Alicante, hvor vi bl.a. spiste frokost på en rigtig god vegetarisk restaurant. Det var meget lækker og nærende mad vi fik der, absolut noget som både jeg og baby kunne lide 😉

 

I mine forældres have har de flere skønne træer, og vi var så heldige at være der, da der var modne friske morbær. Både de hvide, som vi nok kender bedst i Danmark som tørrede, og så var der også nogle enkelte sorte, fuglene havde dog kommet os i forkøbet. Friske morbær smager utrolig lækkert og sødt.

Christian fik også knækket en portion mandler til os, fra efterårets høst af mandler.

Tak for en hyggelig og afslappende solferie – det var lige hvad jeg havde brug for 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *