Boganmeldelse: Vegansk til højtider og fest

Denne boganmeldelse er sponsoreret af Muusmann’forlag.

Ditte Gad Olsen har udgivet en ny vegansk kogebog! Den hedder ”Vegansk til højtider og fest” og jeg er allerede fan! Med bogens 224 sider fyldt med 74 inspirerende veganske opskrifter, bliver du klædt godt på til, at klare årets højtider og fester på vegansk manér.

”Med en veganer i familien kan tanken om højtider og andre festdage hurtigt fjerne fokus fra selve samværet og ende i hovedbrud om, hvad man skal servere. Med denne bog er det ikke længere et problem.”

”Vegansk til højtider og fest” er absolut en bog du bør eje, hvis du er veganer eller gerne vil gøre en veganerven glad til en højtid eller fest. Bogen er fyldt med smukke illustrerende fotos til alle de store højtider og festdage i løbet af året som jul, nytår, påske, fødselsdage, valentinsdag og vennemiddage.

Bogen er meget velskrevet med en let fremgangsmåde, gode fif og med mange let tilgængelige ingredienser. De få særlige ingredienser der bliver brugt i nogle af opskrifterne, har Ditte lavet et kapitel om, så du både får en forklaring om hvad det er, og hvor det kan købes. Bogen er fyldt med mange gode klassiske retter (gjort veganske) til de enkelte højtider, men der er også mange nyopfundne retter, som helt klart kan blive til nye traditioner.

Bogen giver et rigtig godt indblik i Dittes liv, da hun i mange af opskrifterne fortæller hvilken betydning den enkelte opskrift har for hende. Inden hvert kapitel skriver hun også om sine helt egne minder eller traditioner forbundet med højtiden eller festen, og samtidig får du som læser også en beskrivelse af hvorfor vi f.eks. fejrer påske og fastelavn.

Derudover så er denne bog fyldt med de flotteste billeder, som er meget appetitvækkende og æstetiske.

Så hvis du er veganer, spiser meget vegetarisk/vegansk, eller hvis du er familiemedlem eller ven til en veganer, så vil denne bog være et perfekt match til dig, så du let kan gå i gang med at kokkerere til den næste højtid eller fest! Bogen får mine varmeste anbefalinger 🙂 Jeg glæder mig allerede til, at prøve flere af opskrifterne af til den næste højtid!

”Vegansk til højtider og fest” kan købes her.

Til mine glutenfrie læsere: Vær’ opmærksom på at denne veganske kogebog ikke er glutenfri. Dog er ca. halvdelen af opskrifterne alligevel glutenfrie f.eks. salater, forretter, veganske oste og nogle desserter og hovedretter bl.a. en græskarrisotto, som du får opskriften på i dag!

Jeg synes, at det var en rigtig let opskrift at gå til. Den er simpel at lave, og kræver ingen særlige redskaber eller ingredienser. En perfekt ret til efteråret eller halloween. Den smagte både sødt, stærkt, salt og mættede skønt. Det er ikke en ret, man kan lade stå selv og simre. Man skal hælde vandet i lidt af gangen, og røre ofte rundt i gryden, men heldigvis kan man nemt lave en stor salat samtidig, som også kan være lækkert at spise til retten.

Dittes opskrift på græskarrisotto:

(Du kan finde mere vegansk inspiration på Dittes hjemmeside: Vegansk for alle.)

Til 4 personer skal du bruge:

  • 1 butternutsquash eller hokkaidogræskar (jeg brugte butternutsquash)
  • 2 løg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 3 dl aborio-ris eller grødris (jeg brugte grødris)
  • 2 chilier (jeg brugte 1 stor)
  • 1½ liter grøntsagsbouillon (1 spsk. bouillon rørt op i 1½ liter vand)
  • Saften af ½-1 citron
  • Salt og peber

Topping:

  • Purløg

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader. Skær skallen af græskarret, fjern indmaden og skær det ud i mundrette stykker. Kom det på en bageplade med bagepapir og vend det med 1 spsk. olivenolie. Dæk det til med sølvpapir og kom det ind i ovnen hvor det skal bages i ca. 3o minutter.

Hak så løget og steg det i 1 spsk. olivenolie indtil det er klart. Tilføj risene og det finthakket chili, og lad det stege sammen med løgene i et par minutter. Rør så 2 dl af bouillonvæsken i og lad det simre indtil der ikke er mere væske tilbage. Tilføj så 2 dl bouillonvæske hver gang væsken er kogt væk, gør dette indtil der ikke er mere væske tilbage. Smag til med citronsaft, salt og peber. (Husk at der i forvejen er salt i bouillonen, så det er ikke sikkert, at det er nødvendigt med mere salt.)

 

Derefter skal græskarternene vendes deri. Lad risottoen stå i 5 minutter og trække. Server til sidst  i skåle med et drys purløg over.

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *