Hvis du har forskellige slags urter og spiselige blomster i din have eller omkring hvor du bor, så er det utrolig let at lave en hjemmelavet urtete.
Det er vildt lækkert at bruge friske urter, det giver en opløftende og frisk energi, og så smager det mildt og sommerligt. Her får du en opskrift som jeg elsker at drikke. Det er især lavendelsmagen og citronmelissesmagen som trænger igennem her.
Jeg håber, at du bliver inspireret til at lave en hjemmelavet urtete, også hvis du ikke har nøjagtig de samme urter, du kan sagtens lave en anden urtete, med de urter som du har tilgængeligt!
Til 2 kopper hjemmelavet urtete skal du bruge:
- 4 lavendelblomster
- 2 kamilleblomster
- 8 citronmelisseblade
- 6 salvieblade
- 4 mynteblade
- Kogt vand til 2 kopper
Sådan gør du:
Start med at pluk de forskellige urter. Hvis du ikke har urterne i haven, skal du være opmærksom på, hvor du plukker dem henne, da det ikke skal være et sted tæt på vejen, hvor de bliver forurenet af bilosen.
Skyl derefter urterne i noget vand. Riv så bladene i mindre stykker, så saften og smagen lettere trænger ud i vandet og fordel derefter urterne og blomsterne i to kopper. Kog noget vand og hæld hen over. Lad det stå og trække indtil teen kan drikkes. Teen er sådan cirka klar når urterne er faldet til bunds i koppen, og vandet har fået en grønlig farve. Behold urterne i koppen eller tage dem ud hvis de generer 😉
Her kan du se min video, hvor jeg viser dig hvordan du laver hjemmelavet urtete! God fornøjelse 🙂