Vilde og sunde forårschips

Vilde og sunde forårschips

Hej og velkommen forår! Der er for alvor kommet gang i foråret med nye skud af planter som kommer op af jorden. Heriblandt brændenælder og ramsløg. Dem har jeg nu lavet chips af, og jeg kalder dem for vilde og sunde forårschips 😉
Vilde og sunde forårschips

De smager virkelig godt! Ramsløgschips er lidt som hvidløgskrydret chips og brændenældechips er sprøde, saltede og har den karakteristiske milde brændenældesmag. Og bare rolig, de brænder ikke så snart de er opvarmet!

Vilde og sunde forårschips

Jeg serverede dem for nogle naboer udendørs, og de var altså vilde med mine vilde chips! 😀

Vilde og sunde forårschips

Hvis du godt kan lide chips, men samtidig også går op i sundhed så skulle du virkelig prøve at lave disse her vilde forårschips. Ramsløg er fyldt med C-vitamin og brændenælder er også rig på C-vitamin og især jern! Læs mere om brændenælder her.

Du skal bruge:

  • Ramsløg (f.eks. 20 stk.)
  • Brændenælder (f.eks. en stor håndfuld små nye skud)
  • Ekstra jomfru olivenolie
  • Himalayasalt

Sådan gør du:

Pluk ramsløg og brændenælder (husk handsker!) et sted væk fra bilos og sprøjtede marker. Skyl dem grundigt og tør dem i en salatslynge. Put først ramsløgene i en skål og fordel noget olie og salt ovenpå. Bland det godt med hænderne, så du sørger for at alle sider får olie og salt på sig. Fordel dem så enkeltvis på en bageplade med bagepapir og put dem ind i en forvarmet ovn på 150 grader. I 10-15 minutter, til de er sprøde og lidt brune. Lille tip: Stilken bliver ikke rigtig sprød, så den kan du ligeså godt skære væk.

Brug samme fremgangsmåde med brændenælderne, de skal dog bare have 10 minutter i ovnen.

Når de er færdige kan du evt. lægge dem på noget køkkenrulle.

Nyd de vilde og sunde forårschips – det har jeg i hvert fald gjort! 😉

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration”, mine 3 hemmelige tips til sunde madvaner, samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *