Rabarbergrød med chiafrø

Rabarbergrød med chiafrø er en rigtig skøn forårs- og sommerdessert! Den er helt uden tilsat sukker og selvfølgelig også glutenfri og vegansk. Den er utrolig let og hurtig at lave og smager naturligt sødt 🙂 Det gode ved netop denne opskrift er, at jeg ikke bruger raffineret sukker. Normalt bliver der tilsat meget hvidt sukker, for at man kan spise grøden, da rabarber er meget sure, men heldigvis kan man søde rabarbergrøden med naturligt sukker fra dadler, som jeg gør i denne opskrift! Det er et sundere valg, da dadler indeholder meget fiber og er rige på mineraler som kalium, calcium og kobber samt vitaminer som A-vitamin. Derudover bruger jeg også de sunde chiafrø, for at gøre grøden tykkere. Chiafrø indeholder bl.a. store mængder omega-3 fedtsyre, protein, calcium, kalium, jern og C-vitamin.

Rabarber indeholder ikke ret mange kalorier, men derimod en masse fibre, calcium, magnesium, E-vitamin og C vitamin. Det høje fiberindhold gør at rabarber mætter betydeligt. Stænglerne er røde, og det skyldes deres høje indhold af anthocyaniner, som har en antioxidant effekt i kroppen. Rabarber er altså rigtig sunde!

Rabarbergrød med chiafrø-6212

Til 4 portioner skal du bruge:

  • 350 g/6 dl rabarber
  • 13 stk. bløde dadler
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1 spsk. citronsaft
  • Vand så det dækker
  • 30 g chiafrø

Sådan gør du:

Rabarbergrød med chiafrø-6213 Rabarbergrød med chiafrø-6214

Skyl dine rabarber og skær dem i ca. 1 cm. store stykker. Put dem derefter over i en gryde. Udsten dadlerne, hak dem i mindre stykker og bland dem i. Tilsæt citron og vaniljepulver og hæld vand over så det dækker det hele.

Rabarbergrød med chiafrø-6215 Rabarbergrød med chiafrø-6218

Tænd så for kogepladen, og når det koger skruer du ned på lav varme, og lader det simre i ca. 15 minutter. Husk at rør rundt indimellem. Du kan også hjælpe rabarbrene lidt på vej, ved at mose dem med grydeskeen, når de begynder at blive helt bløde. Grøden skal gerne være lidt flydende, da chiafrøene vil absorbere meget af væsken, og dermed bliver rabarbergrøden mere grødet. Når rabarbrene og dadlerne er blevet til mos, tager du gryden af kogepladen og hælder chiafrøene i. Rør godt rundt og lad det stå og trække væsken til sig, i 5-10 minutter.

Rabarbergrød med chiafrø-6233

Spis rabarbergrøden som den er eller pynt med friske mynteblade eller server med hjemmelavet kokosflødeskum! 🙂

Rabarbergrød med chiafrø-6230

PS. ved du godt at jeg har lavet en e-bog med lækre glutenfrie og veganske dessert-opskrifter? Du kan se den her: ”Syv sunde slags desserter”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *