Piña colada smoothie med urtete

En meget lækker og eksotisk piña colada smoothie med urtete – helt uden alkohol. Den smager vidunderligt af ananas, kokos og mynte. En perfekt sammensætning, som især bør nydes på en solrig dag.

Hvis du ikke har lyst til at vente på at teen bliver kold, kan du godt undlade urteteen, og i stedet tilsætte vand, frisk mynte og lidt limesaft, men denne her sammensætning med urteteen giver altså noget ekstra.

Denne slags smoothie med urtete er også super smart at lave, hvis du f.eks. har glemt at drikke din urtete inden den blev kold. Så kan du, i stedet for at hælde den ud, putte den i din smoothie. Eller hvis du har en lille rest tilbage i din tekande, så kan det også bruges!

Til ca. 800 ml. skal du bruge:

  • 200 g ananas
  • ½ dåse kokosmælk
  • 1 banan
  • 1 hvid gulerod
  • 60 g cashewnødder
  • 1 tebrev fra en mynte urtete som f.eks. denne Yogi te Lime/Mint
  • 4 dl vand (eller det der svarer til en kop)

Sådan gør du:

Kog noget vand til en almindelig kop te. Hæld vandet i din kop med din mynte og lime te og lad den stå og trække helt indtil den er blevet kold.

Put bananen i din blender sammen med en skrællet gulerod skåret i stykker. Fjern skrællen på din ananas og skær udenom den hårde midterdel. Put det lækre frugtkød ned i blenderen sammen med kokosmælk og cashewnødder. Hæld til sidst den kolde kop te derned. Blend nu på høj hastighed i nogle minutter indtil det hele er blevet godt blendet.

Hæld smoothien over i glas og server med frisk mynte og isterninger. Kan også drikkes med glassugerør, som gør oplevelsen lige en tand mere luksuriøs.

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂