Nytårs ritual

Først og fremmest vil jeg ønske dig et FANTASTISK nytår hvor drømme går i opfyldelse! <3 Dernæst vil jeg dele mit nytårs ritual med dig. Det er nemlig sådan, at jeg for et par år siden startede en rigtig god tradition til nytår, som får én til at reflektere over livet og sætte nye mål!

Udover at spise totalt lækker mad, hygge og have det sjovt, så sætter jeg også tid af til at gennemgå to vigtige punkter, som nu er blevet mit nytårs ritual:

  1. Reflektere over året som er gået

  2. Sætte nye mål for året som begynder

Begge punkter bliver delt i to kategorier:

  • A. Det personlige

  • B. Karriere/business

Dette ritual kan gøres alene og det kan også gøres med en partner, familie eller venner, blot er det vigtigt, at du kan være dig selv, være ærlig og mærke efter i hjertet, uanset hvem du er sammen med.

Det første punkt er som regel det letteste, men ikke desto mindre ligeså vigtigt som det andet punkt, da punkt 1 rent faktisk viser dig året som er gået, med alle dets fantastiske oplevelser, nogle måske hårdere end andre, men alle har været med til at udvikle dig, og hjulpet dig derhen hvor du er nu. Når jeg ser tilbage giver alting mening. Det er ikke altid i situationen, at jeg ved hvorfor det sker, men før eller siden ser jeg meningen med det, og uanset hvad, så vil jeg ikke være foruden det, da det har gjort mig til den jeg er 🙂

Nytårs ritual-4470

1. Reflektere over året som er gået:

A. Find papir og kuglepen frem og gå året igennem fra januar til nu. Start med det personlige, og skriv store som små ting ned, som du føler har gjort indtryk på dig. Nogle gange kan det være en fordel at lave denne øvelse med en man har tilbragt meget af året med, da det er let at glemme hvad der egentlig er sket.

Mine eksempler:

  1. Jeg har besøgt familie i både Norge og Spanien flere gange i løbet af året
  2. Jeg har været på totalt afslapningsferie i Grækenland
  3. Jeg er flyttet ud i naturen
  4. Jeg har fejret 4 årsdag med min skønne kæreste Christian
  5. Jeg har været god til at drikke nok vand
  6. Jeg har forkælet mig selv med en lækker ansigtscreme
  7. Jeg har endelig fået et flot stort træspisebord

Listen bliver ved og der er ingen grænser for hvad du kan skrive. Hvis du kommer i tanke om det, er der nok en mening med, at det skal stå på papiret 😉

B. Gør nu det samme igen, men se året ud fra din karriere/business.

Mine eksempler:

  1. Jeg har fået fast arbejde i en børnehave
  2. Jeg har udgivet og solgt e-bøger
  3. Jeg har lavet videoer: Lærkes Lækkerier
  4. Jeg har fundet på lækre opskrifter til bloggen
  5. Jeg har fortalt gode historier for børnene i børnehaven

Jeg elsker denne her måde at reflektere over året på. Nogle gange har du sikkert tænkt, at der ikke er sket noget særligt i løbet af året, men så snart man rent faktisk tænker grundigt over det, og skriver tingene ned, er der som regel sket en masse, og du har sikkert fået udrettet mere end du troede.

Når jeg er færdig med punkt 1 og har læst året igennem, er jeg altid meget taknemmelig over alle de gode ting jeg har oplevet og gjort. Den følelse af taknemmelighed er ekstremt vigtig, og jo mere opmærksom du er på det at være taknemmelig, jo mere glad og taknemmelig vil du også være i løbet af året, og det kan kun give gode resultater 🙂

Nytårs ritual-4475

2. Sætte nye mål for året som begynder:

Hvis du vil have, at der skal ske noget spændende i dit nye år, så er det en rigtig god idé at finde ud af hvad det skal være, skrive det ned og gå efter det. Vær opmærksom på kun at sætte realistiske mål, dvs. hvis du tror på, at du kan tjene 1 million, så er det realistisk, men hvis du er usikker, så sæt hellere et mål som du oprigtigt tror du kan nå. Om det handler om penge, kærlighed rejser etc. er det samme, det vigtige er, at du føler at du kan opnå det, og derefter skal du handle på det.

A. Find igen nyt papir og kuglepen frem og skriv de personlige ting ned som du ønsker og tror på vil ske i året som begynder.

Mine eksempler:

  1. Fortsætte med at være glad, frisk og sund
  2. Opholde mig mere i naturen
  3. Besøge familie i Norge og Spanien
  4. Rejse et nyt sted hen
  5. Bruge mere tid på at visualisere og meditere

Du kan være helt specifik eller mindre specifik, det er op til dig selv.

B. Gør nu det samme igen, men se det fremtidige år ud fra hvad du gerne vil opnå i din karriere/business, husk at vær realistisk.

Mine eksempler:

  1. Udgive nye e-bøger
  2. Trives med mit arbejde i børnehaven
  3. Lave nye spændende ting på bloggen
  4. Lave flere videoer (Lærkes Lækkerier)

Det er klart at jo mere tydelig du er i hvad du vil opnå, jo lettere er det også at følge det. Du kan evt. have en overordnet plan og derefter en mere detaljeret plan, som du også kan tilføje og ændre i som året skrider frem.

Udover at sætte disse nye mål for året som kommer, laver jeg også altid et visionboard. Jeg elsker, at lave visionboards, det er en skøn kreativ process, og vil minde dig markant om dine ønsker for året, hvis du blot hænger det et sted du ser hver dag.
For at lave et visionboard skal du vide hvad du vil have (lav derfor punkt 2 først). Print så billeder ud og/eller find billeder som repræsenterer dette, i f.eks. blade, postkort, tegninger osv. Det vigtigste er, at hvert billede giver dig en positiv følelse, sådan så dit færdige visionboard udstråler glæde og positivitet, og at du føler dig sådan, når du ser på det.

Alt på mit visionboard for år 2015 er gået i opfyldelse. Det er da fantastisk! Her kan du se det:

Nytårs ritual-4477

Jeg håber, at jeg har inspireret dig, og at du har lyst til at reflektere over dit år som er gået, og sætte nye mål for det spændende år som begynder lige om lidt!

Rigtig godt nytår! 🙂

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *