Glutenfri og vegansk lasagne

Da jeg fandt glutenfrie og økologiske lasagneplader lavet på ærter i Netto, var jeg ikke i tvivl om, at de skulle købes, og at der skulle eksperimenteres med lasagne! Resultatet er blevet til denne mættende opskrift som er en glutenfri og vegansk lasagne. Den smager rigtig dejligt! 🙂

Til 1 stor portion lasagne (6 store stykker) skal du bruge:

  • 1 pakke glutenfrie lasagneplader f.eks. ærtelasagneplader

Fyldet:

  • 1 dåse hakkede tomater
  • ½ dåse kidney bønner eller sorte bønner
  • 150 ml røde linser
  • 250 ml vand
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg (eller en håndfuld ramsløg)
  • 1 peberfrugt
  • ½ courgette
  • 100 g spinat
  • 1 tsk. oregano
  • 1 tsk. basilikum
  • Smag til med salt og peber
  • Kokosolie til stegning

Sovsen:

  • 200 g silken tofu
  • 6 spsk. gærflager
  • 1 spsk. citronsaft
  • 1 tsk. æblecidereddike
  • ½ tsk. muskatnød
  • 1 tsk. himalaya salt
  • Lille drys stødt peber

Sådan gør du:

Hak løget og steg det med kokosolie i en gryde til det er gennemsigtigt. Tilsæt hvidløg og krydderierne. Put nu de hakkede tomater i og skær grøntsagerne i mundrette bidder og put også dem i gryden. Tilsæt vandet, bønnerne og linserne og lad det koge op. Når det koger skruer du ned på lav varme og lader det simre under låget i ca. 10 minutter. Sørg for at holde øje med at linserne ikke sætter sig fast til bunden, i så fald skal du skrue varmen længere ned og huske at røre rundt indimellem.

Imens det simrer tænder du ovnen på 200 grader, så den er varm når fyldet er klar. Lav så sovsen nu. Blend alle ingredienserne i en foodprocessor til en cremet masse.

Når fyldet er klart hælder du lidt af det nederst i din bradepande og lægger lasagneplader ovenpå. Herefter mere fyld og derefter lasagneplader igen. Fortsæt sådan til der ikke er mere tilbage. Du skal slutte med fyld og ovenpå fyldet skal sovsen fordeles. Drys øverst med lidt basilikum. Sæt den ind i den forvarmede ovn og lad den bage i ca. 40 minutter til pladerne er møre og sovsen gylden.

Server med frisk basilikum, persille eller anden krydderurt.

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *