Glutenfri chokoladetærte med kokos

I år fejrede Christian og jeg nytåret hjemme med lækker mad, film og gode snakke om året der er gået og året som kommer. Vi fik selvfølgelig også dessert, og i år lavede jeg denne her tærte som er en glutenfri chokoladetærte med kokos, som også er vegansk og smager dejligt, især hvis du er vild med kokos og chokolade.

Inspirationen til opskriften kommer fra dygtige Stinna, som er blogger ligesom jeg, og også interesserer sig for sund mad. Hendes opskrift finder du lige her: Stinnas sundere chokoladetærte, og jeg kan varmt anbefale at du tager et kig på hendes blog!

Her er min version af opskriften. Til en ca. 18 cm. Springform skal du bruge:

Bunden:

  • 200 g mandler
  • 130 g dadler uden sten
  • 40 g kokosolie
  • Lidt himalaya salt

Chokoladefyldet:

  • Den fede del af 1 kokosmælk (som har stået i køleskabet i mindst et døgn)
  • 60 g chokolade
  • 2 tsk. agavesirup
  • ½ tsk. vaniljepulver
  • Hindbær og kokosmel til pynt

Sådan gør du:

Blend mandlerne i en foodprocessor. Udsten så dadlerne og put dem i foodprocessoren sammen med kokosolien og saltet. Blend igen indtil det har fået en god konsistens som kagedej. Fordel nu dejen ud i en springform og lidt op ad siderne (du behøver ikke at bruge bagepapir da der er godt med kokosolie i dejen, men du kan også sagtens gøre det hvis du foretrækker). Put den ind i en forvarmet ovn på 180 grader uden varmluft (160 grader med varmluft), hvor den skal bages i ca. 20 minutter.

Imens bunden bages laver du chokoladefyldet. Put den fede del af kokosmælken over i en gryde og hæld hakket chokolade over i sammen med vaniljepulver og agavesirup. Rør rundt og når det koger, skruer du ned på lavere varme, og rører rundt indtil al chokoladen er smeltet og har blandet sig godt sammen med kokosmælken. Når bunden er færdig skal den køles af, hvorefter du hælder chokoladefyldet op i den. Den skal nu sætte sig i køleskabet i et par timer, indtil fyldet er blevet fast.

Pynt til sidst med hindbær og kokosmel og hvis tærten skal bruges til en festlig anledning så er stjernekastere et smukt syn 😉

Chokoladetærten skal opbevares i køleskabet, hvor den kan holde sig flere dage.

Tilmeld dig hjertens gerne mit nyhedsbrev (TILMELD DIG HER) – Og få min GRATIS e-bog “Grøn og sund inspiration” samt ca. 1 månedlig mail med sunde opskrifter og nyheder fra bloggen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *